Den 61. Gennøgle - Fra psykose til hellighed, inspirationens vej

Kontemplering af Halle Malinah Nissen

Vinden over søen er symbolet for denne gennøgle, der i I Ching hedder "indre sandhed". Den handler om vores evne til at blive inspireret og se det guddommelige i alt.

Psykose

Jeg synes det er et voldsomt ord psykose, som Richard Rudd har valgt til skyggen i denne gennøgle, og jeg tænker, at det kan være en tricker for nogle mennesker. Hvis vi i stedet kigger på I Chings elementer, og tager udgangspunkt i disses benævnelser, så er psykosen i dette tilfælde defineret som ubehaget ved utilfredshed. Hvor jeg tror, det er de færreste af os, der vil betegne os selv som psykotiske, så tror jeg til gengæld, at de færreste kan sige sig fri for at kende til ubehaget ved utilfredshed. Ja for mange vil jeg gå så langt som til at mene, at det er en daglig tilstand. Vi kommer til at fokuserer på dette ubehag, som bunder i vores utilfredshed. Richard Rudd, som har skabt gennøglerne, siger da også, at vi alle sammen er psykotiske. Og det er vi simpelthen fordi vi har mistet troen på det guddommelige i alt. Dét er psykosen, som vi alle sammen lider af. Vi tror, at vi er afskåret fra det guddommelige, fordi vi i vores eget ubehag over utilfredsheden gør livet forkert. Gør os selv og hinanden forkerte. Verden forkert. Ikke guddommelig. Ikke nok. Ikke tilfredsstillende. Ubehagelig. 

Ovenstående er en form for grund-psykose, vi alle sammen lider af, også kaldet maya på sanskrit. Maya er blændværket, hvor vi bliver optaget af fænomenernes verden og ikke opfatter den sande guddommelige virkelighed.

Sindet er besat af at optage sig med den lavere fysiske virkelighed og ser ikke videre end blændværket. 

Traditionelt, så tænker vi nok psykose, som noget lidt andet, nemlig der hvor man er blevet fanatisk i tankerne, fuldkommen besat eller fortryllet af tanker, som ikke har rod i virkeligheden. Den virkelighed vi kollektivt har besluttet er virkelig vel at mærke. 

Når et menneske oplever en præmatur kundalini rejsning, så er det ikke unormalt at vedkommende bliver psykotisk. Det sker, fordi de filtre som skaber blændværket, pludseligt løftes, og personen pludseligt opfatter en større guddommelig virkelighed. Problemet er, hvis personen ikke har jordforbindelsen og modenheden til at danne en højere integreret mening af denne større virkelighed, og i stedet skaber forvrængede fantasier, som ikke er i alignment og ikke er groundede.

Du kan ikke løsrive himlen fra jorden. Ej heller jorden fra himlen. De to hænger sammen som yin og yang, og det er lige psykotisk at være besat af tanker om en virkelighed funderet i jorden uden himlen som himlen uden jorden... 

Så hvad betyder dette, når vi ikke lige snakker i klinisk psykose, hvor et menneske lider af, hvad jeg vil kalde manglende jordforbindelse og forankret meningsdannelse.

Hvad er denne hverdagspsykose, hvor vi har løsrevet jorden fra himlen og er blevet besatte af ubehaget ved vores utilfredshed?

Ja egentligt, så handler det jo om vores manglende tro på, at der er en mening med alting, og at den mening er til for os, og ikke mod os. Så kort kan det egentligt siges. 

Fordi vi ikke er stærke i troen, så tror vi i stedet på tingenes meningsløshed og bliver besatte af vores fokus på dette ubehag ved utilfredsheden. Utilfredsheden som i virkeligheden er et udtryk for afskåretheden. Vi tror os afskåret fra det guddommelige. Tror at vores følelse af ubehag, må være udtryk for at vi er afskårede. Uelskede af selve det guddommelige. Men det passer ikke. Det er en illusion. Vi er aldrig afskårede. Aldrig alene. Aldrig ikke forbundet uløseligt med både jord og himmel. Det kan slet ikke lade sig gøre, og er udelukkende et udtryk for vores egen psykotiske tilstand. Vores tvivl og manglende tro.

Alle skyggerne bærer i sig en iboende overlevelsesevne, da de er dybt forbundet med vores overlevelsesinstinkt. Så hvordan hjælper psykosen egoet med at overleve? Jo det er enkelt. Ved at glemme vores forbindelse til det guddommelige, bliver vi netop fokuseret på den rent praktiske overlevelse, som er forbundet med at et fysisk jordisk væsen. Vi bliver optagede af den fysiske jordiske virkelighed og hvordan vi begår os her, for at overleve helt basalt. Det skal vi jo fortsat favne, og det er derfor, at det ikke er spor bedre, om vi løsriver os fra jorden og kun forbinder os med himlen. Så glemmer vi at tage vare på vores fysiske behov. Vores jordiske, menneskelige behov. Hvilket vi også ser ske igen og igen, hos mennesker med stærk åndelig eller moralsk søgen. Man glemmer sine egne behov, hvilket igen låser vores fokus fast i ubehaget ved utilfredsheden. Der må være balance, og vi skal varetage vores menneskelige behov. Det er i sig selv guddommeligt, og vi kan stole på bibelens ord når den siger, at mennesket blev skabt i guds billede. 

Ateisme er et udtryk for jorden løsrevet fra himlen. Den er en fanatisme på lige fod med religiøs fanatisme, hvor vi finder himlen løsrevet fra jorden. Naturvidenskaben, hvor den står løsrevet fra det spirituelle er fanatisme. Det spirituelle, hvor det er løsrevet fra fornuften er fanatisme. Det er tilsyneladende svært at finde balancen, og ikke havne enten på den ene eller anden side.

Selv elsker jeg hexagrammernes og gennøglernes mystik, fordi de netop forbinder jord og himmel. Hele deres væsen er sammenspillet mellem yin og yang, og vi lærer at læse og afkode symbolerne ud fra naturens 8 elementer: himmel, jord, ild, vand, luft, tordem, sø og bjerg. En naturfænomenologi, som vi alle kan spejle os i, og som er jordbunden og forankret i den fysiske verden og på samme tid rummer en esoterisk lære, som sætter os i forbindelse med det himmelske guddommelige og den højere mening. Netop via yin og yang. Jord og himmel.

Inspiration

Inspiration er intuitiv vitalitet. Der hvor vi intuitivt oplever forbindelse mellem himmel og jord. Det er gaven i denne gennøgle, inspiration. Vi kender nok alle sammen til følelsen af at føle os inspireret. Det er en opløftet fornemmelse, hvor der netop er hul igennem, og vi bryder ud af vores afskårethed. Vi er blevet inspireret, og på en måde blevet større end blot vores lille jordiske selv. I tegneserier er symbolet en lille lysende pære over hovedet. Man har fået en lys idé. Tanken er ikke længere besat af det begrænsede virkelighedsbillede, men der er sket en form for åbning, hvor nyt lys kommer ind. Vi har modtaget et lille stykke af himlen.

Det er sjovt, for da jeg satte mig for at skrive denne kontemplering af denne gennøgle, så følte jeg mig aldeles optaget af mit eget ubehag ved utilfredsheden over at være overvældende træt og deraf utildreds med min oplevelse af energi. Men alene emnet for denne gennøgle inspirerede mig til at tro på, at selv om jeg ikke havde en kontakt til oplevelsen af energi, ja så valgte jeg i stedet for at acceptere min oplevelse, og ikke gøre den til en begrænsning, men tillade mig selv at være træt. Jeg sidder faktisk i min seng under min dyne, halvt liggende i skrivende stund. Og jeg må sige at det virker, for mens jeg skriver flyder disse vise ord, fra mine fingres dans på tastaturet. Begrænsningen er en illusion. Det er min egen fordømmelse af min menneskelige oplevelse i dag, der skaber ubehaget og utilfredsheden. Ved bare at gøre det så godt jeg kan, ja så sidder jeg her. Under dynens tryghed og føler mig med ét fyldt op af guddommeligt nærvær og kærlighed, fordi jeg valgte at tro på at den intuitive vitalitet vil strømme gennem mig. Jeg havde ikke en plan, da jeg begyndte at skrive. Jeg vidste ikke på forhånd, hvad jeg ville skrive om denne gennøgle. Jeg stolede bare på, at ordene ville komme til mig, når jeg gik i gang med at skrive, og vola, det gjorde de. Det er et glimrende eksempel. 

Hvor ofte snyder vi ikke os selv for at opleve gaven ved inspiration, fordi vi ikke tør gå med vores intuition mod forbundetheden? 

Det er en ikke en forudsætning at du føler dig hverken behageligt til mode eller tilfreds, for at finde inspiration. Tværtimod, vil jeg næsten sige. Jeg tror mange kunstnere inden for samtlige af kunstens genrer, vil nikke genkendende til, at kunsten netop opstår i tider, med intens ubehag og intens utilfredshed. Det er dér vi overgiver os til intuitionen og læner os ind i tilliden til den guddommelige skønhed, og at den vil strømme igennem, os som inspiration, når blot vi går i gang.

Jeg bliver faktisk lidt rørt, mens jeg sidder og skriver dette, fordi jeg selv er skyldig i at udsætte min kunst og mit skønne bidrag til verden, netop fordi, jeg troede, at jeg først skulle have det bedre. Fanget i min egen psykose. Det er et gennembrud i direkte tid, jeg selv oplever nu. En stor erkendelse. Vi skal ikke vente på at have det godt. Vi skal blot starte og hengive os til inspirationen. Den svigter ikke.

I kundalini yogaen lyder vandbærerens 3. sutra: "When the Time is on You, Start, and the Pressure will be Off". Oversat til dansk bliver det noget i stil med: "Når tiden er over dig, begynd og trykket vil gå af." 

Det er netop det. Vi udskyder starten, det at komme igang, fordi vi er forblændet af skyggen her. Forblændet af psykosen, ubehaget ved vores utilfredshed. Jeg går i gang, når jeg har det bedre. Når jeg ikke er så træt, når jeg er mere glad, når jeg har styr på økonomien, når jeg har tabt mig lidt, når jeg er blevet rask, når dit og dat. Og vi kommer aldrig i gang, mens presset og utilfredsheden og ubehaget bare stiger og stiger og stiger.

Begynd. Begynd at hengive dig til inspirationen. Til tilliden til at du har en intuitiv forbindelse til en større forbundethed. Ordene vil komme til poeten, formerne vil komme til skulptøren, tonerne vil komme til musikeren, og idéerne vil komme til enhver, der sætter sig et projekt for. Du behøver ikke at kunne se det færdige værk for dig, men blot sætte den første streg, den første sten. de første ord, slå den første tone an, og så kommer den næste og den næste, og pludseligt flyder inspirationen gennem dig.

Jeg hører ofte folk tale om, at søge inspiration. Men det giver i virkeligheden ikke nogen mening. Det er som at gøre søvn. Inspiration er noget du overgiver dig til. Ligesom søvnen. Du kan ikke gøre den eller finde den. Men du kan hengive dig til den. Det er et tillidsspørgsmål. Et spørgsmål, der leder os til denne gennøgles højeste udtryk: "Kan du finde det guddommelige i alt?"

Hellighed

Tilbage til kundalini yogaen og et citat af Yogi Bhajan: "If you don't see God in all, you don't see God at all". Yogi Bhajan er ikke så populær disse dage, efter han med et brag faldt ned fra den piedestal man havde sat ham på i 2020 med udgivelsen af "White Bird in a Golden Cage" af Premka, hvor hun afslørede den rådne bagside af medaljen i Yogi Bhajans kundalini yoga sekt. Igen er det et udmærket eksempel at tage op. Fordi ingen er hævet over ego og mørke her på jorden. Vi er dem der er psykotiske, når vi sætter guruer op på piedestaler og tilbeder dem og tror på deres perfektion. Når de så falder ned, så bliver vi rystede og forargede, men overser, at det var os selv, der var psykotiske til at begynde med. Og vi smider barnet ud med badevandet. Forkaster alt det gode, som den læremester stod for. Fordi han viste sig at være ufuldkommen. Det var ikke helligt alligevel. Eller var det?

Hvis ikke du kan finde det hellige i alt, så ser du det slet ikke. Selvfølgeligt kan du fortsat finde masser af sand inspiration i noget der er kommet gennem et ufuldkomment menneske. Der er sandhed i alt. Det er bare ikke hele sandheden. Og den sandhed, der virkeligt gælder, det er din egen indre sandhed. Det smukke er, at det kun er din. Den er forskellig fra menneske til menneske. Vi kan aldrig tage patent på sandheden, eller gøre vores egen sandhed til sandheden for alle. Sandhed er individuelt, og du finder din indre sandhed, når du finder troen på at du kan finde inspiration i alt. At det ikke behøver være rent, perfekt, fuldkomment eller fejlfrit. Det guddommelige er i alt, og lige som du ikke behøver have det optimalt, før du hengiver dig til den krative proces og inspirationen, så behøver verden heller ikke at være perfekt for at være gennemtrængt af guddommelighed. Kilden til inspiration er alle steder. For det guddommelige er alle steder. Fra det laveste til det højeste. 

Det er dét vi har så svært ved at forstå. Hvordan kan Gud elske os, når vi ikke er perfekte? Hvordan kan vi være gode nok som vi? Alle religionerne siger det igen og igen, på hver deres måde. Det er din tro, der gør dig god nok. Du behøver ikke være perfekt og fuldkommen. Du skal bare tro. Tro på at forbindelsen er der. At du ikke er alene og afskåret, men at Gud altid er med dig. Uanset hvordan det ser ud, føles og opleves. Så er Gud der. 

Jeg elsker denne gennøgle, for den er på en måde hele definationen af hvad det vil sige at tro. Det er en psykose ikke at tro. Men for størstedelen, så er det dét vi har aftalt er virkeligheden.... det må være stof til eftertanke.

Beviset på Gud ligger jo sådan set også i denne gennøgle.

Bare giv dig hen til intuitiv kreativitet. Giv dig hen til inspirationen, og den skabende kraft vil udtrykke sig gennem dig. Det er jo derfor kunsten alle dage har været opfattet som noget guddommeligt. Fordi det er den, men vi har måske glemt det i vores psykose...