Den 60. Gennøgle - Fra begrænsning til retfærdighed, realismens vej

Kontemplering af Halle Malinah Nissen

Vandet over søen er symbolet for denne gennøgle, der i I Ching hedder "Begrænsning - Kommunikation med begejstring". Den handler om nødvendigheden af igen og igen at opbygge, anvende og nedbryde strukturer, for at nå ud og deltage i verden dybt forankret i sin egen autencitet, glæde ogbegejstrung, drevet af kærlighed.

Begrænsning

Richard Rudd har helt i tråd med I Ching benævnt skyggen begrænsning i denne gennøgle. Det at arbejde med sine begrænsninger er noget af det allerførste, man møder alle steder inden for personlig og spirituel udvikling. Jeg har gennem årene observeret hvor svært det er for nogle mennesker at favne denne praksis og hvor begejstrende det er for andre. Når det for nogen er svært, at se ideen i, at se på sine begrænsninger, så oplever jeg at det hænger sammen med en overordnet begrænsning disse personer har sat op, nemlig at det ikke tjener dem, at se negativt på sig selv. Der findes mennesker som er meget stolte af deres evne til at tænke og se positivt på tingene, og som har lært sig ikke at beskæftige sig med det negative. Det er for disse mennesker en meget virkelig og kraftfuld stopklods, som simpelthen gør det aldeles svært for dem, at give sig selv lov til at kigge indad efter begrænsningerne. Fordi det føles som at dyrke negativiteten. Og det har de valgt fra i deres liv. I virkeligheden er det et kraftfuldt forsvarsværk.

Jeg bringer dette på banen som det allerførste i mødet med denne gennøgle, fordi at jeg selv har levet side om side med disse mennesker en stor del af mit liv. Så jeg ved hvor stærk en kraft vi er oppe imod her. 

På en måde er det smukt. Fordi ved at tage fat i denne problemstilling, så kommer vi faktisk direkte til gaven i denne gennøgle. Realisme. Realismen er, at det hele ikke er positivt. Livet er begge dele, og for at tage ansvar, så er vi nødt til at åbne op til vores egen realisme, og favne evnen til at se indad og vedkende os, at det ikke kun er positivt det hele. At der også er mørke i os. Mørke som det er vores ansvar at transformere og vokse af. Men det kan vi ikke, så længe vi fornægter det negative. Det er urealistisk, at der ikke også er mørke i os. Vi kan bilde os selv ind, at når vi ikke vil se på det mørke, så er det fordi vi tænker positivt og at det er en dyd. Det er uden tvivl en stærk evne, at kunne fokusere på det positive. Men det må ikke blive på bekostning af vores evne til at tage ansvar og møde vores egne begrænsninger. Det må ikke blive en rigid positivitet, som i virkeligheden bygger på en frygt for at se indad med fare for at møde noget, der ikke er helt så lyst og lækkert. Positivitet baseret på en fornægtelse af mørket, er ikke realistisk. Den tager ikke ansvar, og det er essensen af denne gennøgle. At tage ansvar for sine egne begrænsninger, sit eget mørke og igen og igen være aktiv i processen med at transformere mørke til lys. 

Vi er alle sammen begrænsede. Hvis ikke vi var begrænsede, så var vi her ikke. Så var der ingen grund til at inkarnere. Livet handler om, at blive født som menneske og glemme vores egen guddommelighed, og arbejde os gennem begrænsningerne og atter blive forbundet med lyset og altet. 

Vores begrænsning er dybest set en begrænsning af vores forbindelse med himmel og jord. Vi er hverken ren jord eller ren himmel. Vi er en evig dans og et evigt samspil mellem yin og yang, jord og himmel. Vi er aldrig helt forbundet med jorden og ej heller helt forbundet med himlen. Vi er her for at finde en balance i vores forbindelse mellem de to guddommelige poler. Forbindelsen til kærligheden, og hjertets bevidsthed.

Som du måske kender fra oplevelsen af at stå på et ben, så er balance ikke noget statisk. Den flytter sig hele tiden. For at holde balancen, skal man hele tiden korrigere vægten og være fuldt tilstede i kroppen og lave små justeringer, for at opretholde balancen. Ellers vælter man. Man kan ikke bare stå stift og bomstille. Det er præcis sådan, det også er med vores begrænsninger. Vi skal hele tiden korrigere og flytte på dem, for at fange balancepunktet. Sådan er det også med vores forbindelse til kærligheden. 'vi lærer hele tiden noget nyt om os selv og verden, om andre mennesker, som gør tidligere overbevisninger forældede, hvor vi inviteres til at opdage, hvordan de i virkeligheden begrænser vores adgang til kærligheden, visdommen og medfølelsen.

Jeg har også mødt mange mennesker, som tager en holistisk uddannelse, eller som arbejder intenst med sig selv og sin udvikling i en periode, og opbygger nogle solide sunde og gode vaner. Og så er de i balance. Nu har de overvundet deres begrænsninger og ved bedre end alle andre, der ikke har opbygget samme fundament. Når balancen så alligevel ryger igen og igen, så rammes man af usikkerhed, for hvordan kunne det ske? Målstregen var jo nået. Men den flytter sig igen og igen, og man tager et nyt kursus med nye løfter om power og frihed. Og så sker det samme igen. Det er skruen uden ende. 

Og det ser, den person vi startede med at tale om. De ser, at det er skruen uden ende, og konkluderer at det er meningsløst at fokusere på begrænsningerne. Man bliver alligevel aldrig færdige med dem, så hvorfor ikke bare nøjes med at fokusere på det positive?

I dag kan jeg smile af de her to stereotyper, som er hver deres modpol og ubalance i det her mønster. De har begge misforstået hvad det hele handler om. Men det er ikke deres skyld. Vi har blot aldrig fået hele sandheden. Kurser, uddannelser og workshops sælges overalt som løsninger og med store løfter om, at det her er nøglen til din personlige frihed, power, glæde osv. Og andre opdrages som sagt til troen på, at hvis bare du holder fast i det positive, så er du altid vinder.

Nu vil jeg fortælle dig den sandhed, som ingen tør sige højt i denne branche:

Du kan aldrig transformere dine begrænsninger så godt, at du ikke skal arbejde med dine begrænsninger igen. Det kan du lige så lidt som du kan tage et bad så godt, at du aldrig behøver at bade igen. Lige så lidt, som du kan spise et måltid så godt, at du aldrig behøver at spise igen, eller børste dine tænder så godt, at du aldrig behøver at børste dem igen.

Det er en vedvarende proces! Lad os nu sige det som det er. Der er ikke noget galt med dig fordi, du efter at have taget et transformerende kursus igen falder i, og mister balancen. Det er tre skridt frem og et tilbage, igen og igen og igen. Men vi har ikke fået det fortalt tydeligt nok, så derfor, så kommer vi hele tiden til at tvivle på os selv, og rammes af en form for skam. Jeg burde vide bedre på dette stadie. Efter alt jeg har arbejdet med i mig selv. Og så er jeg alligevel ikke kommet videre... Det er en hård erkendelse for mange. Og lige her er det enormt fristende at springe ud af hjulet og tilslutte sig den anden gruppe, som slet ikke køber ind på det at arbejde med bevidstgørelse. Det nytter jo alligevel ikke noget, så hvorfor ikke bare lukke den dør og den stræben og i stedet dyrke positiv tænkning? Det virker. Men det er bare ikke retfærdigt. Og det er det jeg gerne vil vise dig med dette mønster. Det er ikke retfærdigt, at tage patent på det positive. For hvad så, når konflikten og uenigheden rammer? Hvad så, hvis du ikke vil se indad og tage ansvar for dine egne begrænsninger? Ja så er det jo den anden, der må tage ansvar. Dem det er galt med. Det kan jo ikke være dig. Du er positiv. Kan du se problemet?

Det hele handler om balance i denne gennøgle.

Det er hverken i balance at grave og grave efter begrænsningerne og konstant søge efter fejl i sig selv, som man kan transformere for at opnå en dybere indsigt. "Been there done that", må jeg bare sige. Men det er heller ikke i balance at være bange for at se indad og rigidt insistere på være den, der er positiv. 

Begge har ret og begge tager fejl. Begge perspektiver er begrænsede.

Jeg kommer altid til at tænke på filmen The Matrix og den ikoniske scene, hvor Nemo får valget om at tage den røde eller den blå pille. Tager han den røde, så kan han vende tilbage til livet som han kender det, og leve i fred med det. Tager han den blå, så vil han til gengæld aldrig igen kunne vende tilbage til den måde, han så livet på tidligere. Det er vitterligt sådan det er, når vi begynder at se på begrænsningerne. Og det er det, der er så svært for mange. Fordi det er lidt som at falde ud af paradis og uskyldighedens have. I filmen The Matrix, der oplever vi da også en af karaktererne forråde sine venner, fordi han hellere vil tilbage i illusionen end leve i smerten af sandheden. Han giver frivilligt afkald på sandheden og beder om at blive sendt tilbage i drømmen. Det er det vi ser ske igen og igen.

Problemet er vores billede af den her målstreg er en forvrænget forestilling om, hvad det er vi stræber efter. Vi har ikke lært at elske sårbarheden, og målstregen er i virkeligheden den her illusion om at blive sårbarheden kvit, og en gang for alle være perfekt i styrke, visdom, godhed, kærlighed, ro osv. At kunne stå hel og stærk, som selve kropsliggørelsen af alle dyderne. Urokkelig. Stabil. Færdig.

Jeg bryder mig virkeligt ikke om det ord, stabil, og jeg har en fornemmelse af, at det er det de fleste stræber efter. Stabilitet. Ikke sårbar. Ikke omskiftelig. Men fast. Stabil. Færdig. Derfor spejler vi os igen og igen i dette forbillede, blot for igen og igen at konstatere, at vi ikke er stabile. Ikke er færdige. De mest stabile er nok dem, der insisterer på kun at fokusere på det positive. De er stabile. Eller er de rigide?

Vi skal smide den her forestilling om at stabilitet er det ønskværdige langt væk. For det afspejler en fundamentalt manglende forståelse for hvad det vil sige at være et naturligt væsen. Intet er stabilt i naturen. Alting er altid i forandring. Hvis ikke det vokser så forfalder det. Det står aldrig bare stille. Solen, månen, stjernerne og planeterne på himlen står aldrig stille. Tiden står aldrig stille. De er altid i bevægelse. Bare se på tidevandet. Altid i bevægelse og dybt forbundet med månens trækkraft. Hvis månen kan have så stor en indflydelse på noget så naturligt som havet, hvordan kan vi så tro, at det er vores opgave, at løsrive os fra denne foranderlighed, og blive stabile? 

Den største og første begrænsning, er overbevisningen om, at vi skal nå til en målstreg, hvor vi er den samme. Uforanderlig. Det er rigiditet. Og der findes mange rigide mennesker i denne verden. Måske finder vi en hvis tryghed i disse bekendtskaber, eller i vores egen rigiditet. Fordi det føles som et fast holdepunkt, og det er meget rart. Det er stabilt.

Stabilitet og balance er to forskellige ting sat op på denne måde. Hvor stabiliteten er rigid og afviser sit eget ansvar for at se på begrænsningerne, så er balancen den her evige søgen efter et midtpunkt i kærligheden, som altid udvider sig. Kærligheden er uendelig. Derfor bliver vi aldrig færdige, og balancepunktet er ikke fast. Er ikke stabilt. Det flytter sig hele tiden. Derfor skal vi hele tiden korrigere for at holde balancen. Du kender oplevelsen af at stå på et ben. Den fortæller dig det hele. Det handler ikke bare om at stå helt stille. Men om hele tiden at korrigere med små ændringer i fodens møde med jorden, i kontakten med din egen kerne. Et konstant samspil mellem din indre balance og mødet med jorden. Den flytter sig hele tiden, så du må hele tiden være opmærksom. Koncentreret, for at følge med at lave små mikrojusteringer. Og det giver jo god mening ikke. Fordi selve jorden du står på, står jo ikke stille, men er i konstant rotation. Det er vi også. På alle planer.

Begrænsende overbevisninger er temaet her. En overbevisning er egentlig bare en mental struktur. En erfaring vi har sat i system og lavet til en overbevisning. En form for fastlåsning, af noget vi tror vi ved. Noget vi har givet en struktur. Vi har brug for disse strukturer. Ellers var der ikke noget, der gav mening og alt ville smelte sammen i en ustruktureret masse, hvor intet er adskilt fra hinanden. I bund og grund, så handler det om nødvendigheden af vores rationelle sind. Vores venstre hjernehalvdel, som styrer vores logiske, analytiske og rationelle tænkning. Det også den del af sindet, som vi kalder det negative sind i den yogiske filosofi. Negativt er ikke lig dårlig. Vi har brug for både højre og venstre hjernehalvdel. Både den logisk analytiske tænkning og den kreative abstrakte tænkning. 

Der findes en fuldstændig fantastisk Ted Talk med en hjerneforsker, som selv blev ramt af en hjerneblødning i venstre hjernehalvdel. Hendes gengivelse, af denne oplevelse giver et fuldstændigt unikt indblik i samspillet mellem de to hjernehalvdele. Hun beretter om hvordan hun falder ud og ind af oplevelsen af at gå i et med tapetet og alle former, for igen at blive bevidst og forsøge at kæmpe sig over til telefonen og ringe 112. Hver gang hun mister kontakten til venstre hjernehalvdel, så ryger hun ind i en eufori og glæde over bare at være et med formerne, mønstrene og farverne omkring sig. Og hun glemmer alt om sig selv og telefonen. Men så snart hun opnår kontakt med venstre hjernehalvdel igen, så husker hun, at hun har fået en hjerneblødning og at hun skal ringe efter hjælp. 

Når vi bare fokuserer på det positive og nægter at forholde os til vores egne begrænsninger, så er det lidt som at få en hjerneblødning og gå i et med tapetet. Vi fralægger os vores eget ansvar og går med det positive sind. Og det er trods ordet positiv, ikke bare positivt. Det er at gå med flokken. Flokkens begrænsninger, uden at at danne sine egne meninger. Uden at forholde sig til sit eget ansvar.

Vi har brug for det negative sind. Vi har brug for det, fordi uden det, så kan vi ikke adskille os selv fra helheden. Så er der ikke noget selv. Det er det logiske analytiske sind, som giver os realisme. Som tillader os at finde balance mellem vores autentiske selv og helheden. Det er det positive sind, som sætter os i forbindelse med helheden. De to spiller sammen, og lige som i balanceøvelsen med at stå på et ben, så må vores sind også konstant søge en balance mellem de to hjernehalvdele. Balancen mellem at være et autentisk selv og et socialt væsen. Når vi sigter efter kærligheden i denne søgen efter balance, så er vi på rette vej. Det er kærligheden, der er vores vejviser, men den må anskues fra det rationelle sind. 

Når vi transformerer en begrænsning i os selv, så er det netop en mental undersøgelse, af de mønstre og tankegange, som ofte ubevidst, afskærer os fra en større kærlighed. Det vi undersøger er, hvor i det ukærlige og usande består. Hvad er det for skjulte trossætninger, der styrer os, som i virkeligheden er ukærlige over for os selv og over for andre. Igen kommer den her balancegang ind i billedet. 

Begrænsningerne er skjulte. Det er skyggen i os. Det vi ikke kan se. Skyggerne i gennøglerne. De laveste frekvenser, som hører til vores overlevelsesinstinkt. Gamle levn fra en tid før civilisationen, hvor farerne lurede overalt. Hvor vi levede efter princippet, den stærkeste overlever. Et princip, der står i skærende kontrast til kærlighedsprincippet, som det er vores menneskelige formål, at udvikle her i livet. Vi er her for at udvikle kærligheden. Kærlighed og visdom hænger sammen. Derfor er det også en bevidstgørelsesproces, og det vi bliver bevidste om, er det mørke, hvor vi er ubevidste, hvor vi er styret af overlevelse. Det retter vi vores spotlight, det analytiske sind imod, og så sætter vi det i forbindelse med hjertet. Ser begrænsningen og den skjulte overbevisning, og transformerer den til kærlighed. Det er dydens og visdommens vej, hvor vi gør op med vores ignorance og forsvarsværker.

Vi bygger helt naturligt begrænsende overbevisninger op, fordi de hjælper os til at strukturere og forstå vores verden og vores evne til at navigere i den. Fordi de hænger sammen med vores overlevelsesinstinkt. 

Hvis ikke vi tillader os selv at bygge disse strukturer, så bliver vi ustrukturerede, og mister balancen mellem os selv og helheden. Så kan vi ikke navigere, og bliver i stedet fanget i os selv. Hvilket nok ville være fortællingen om en hjerneblødning i den anden hjernehalvdel. En fortælling, der ville være langt mindre enestående, fordi det faktisk er sådan mange af os lever generelt. Alt for dominerede af venstre hjernehalvdel og fuldkommen begrænset af vores negative sind. Vi tror kun på det der er logisk og som giver analytisk mening uden nogen tro på en større helhed, samspillet mellem det naturlige og det guddommelige. Fordi vi har lukket af for troen på den større helhed og heller ikke har arbejdet med vores egne begrænsninger, så er vores datagrundlag for logik og analyse meget lille og meget begrænset, og verden bliver tilsvarende lille.

Se det er nemlig det virkeligt interessante ved denne gennøgle. Når vi tør tage ansvar for vores egne begrænsninger og livet igennem laver vedvarende små justeringer ift til vores overbevisninger om hvad der er sandheden, ja så udvider vi mængden af data, som venstre hjernehalvdel kan drage logiske slutninger ud fra. Vores perspektiv bliver større. Og det der før lød overnaturligt og urealistisk, ses nu i en helt nyt lys, baseret på egne erfaringer med at transformere begrænsninger i os selv. Og pludseligt kan vi se en ny logik i tingene. Det er ikke længere overnaturligt, men naturligt. Og realistisk. Det er den vej jeg selv har gået, og for mig har det været en konstant udvikling at underkaste min egen tvivl og skepsis en balanceret indre undersøgelse, hvor jeg både har åbnet for troens perspektiv, samt søgt efter logikken i det hele. Resultatet ser du her, min evne til logisk og rationelt at redegøre for selv ret abstrakte emner, fordi mit data grundlag er blevet enormt stort, og det er netop blevet logisk og realistisk for mig. Det er ikke længere et spørgsmål om tro, men om viden. Jeg ved de her ting er rigtige. For jeg har levet det. Jeg har forholdt mig rationelt og realistisk til det og kigget uendeligt mange af mine egne skygger i øjnene og transformeret store mængder af mørke til lys inde i mig selv. Jeg har taget ansvar for at søge kærlighedens balance. Men jeg ved også´, at der stadig er meget jeg ikke ved og at det jeg ved, på et tidspunkt er forkert. Begrænset.

Det paradoksale ved overbevisninger, som blot er tankestrukturer, er at vi behøver dem for at skabe mening og retning, men samtidig så er de i sig selv begrænsede og bliver igen og igen forældede og vi kaldes vedvarende til at undersøge vores overbevisninger og stede gamle til hvile, og via vores logiske og analytiske sind, få øje på når noget ikke længere giver mening, men med fordel kan erstattes af en ny og mere nærende overbevisning. En mere kærlig overbevisning. En ny struktur, en ny begrænsning, som i det øjeblik, er mindre begrænset end den gamle og derfor giver os en vis ekspansion, uden at miste forbindelsen til oplevelsen af jord under fødderne og vores eget individuelle selv.

I takt med at vi transformerer føder og afliver overbevisninger i en evig cyklus, ja så ændres vores opfattelse af selv også. 

Vi går fra at være et meget begrænset selv, som end ikke er forbundet med vores egen krop, følelser eller tanker, til at blive et mere forbundet selv. Et selv der udvikler en stærkere kropsforbindelse, en stærkere forbindelse til vores følelser og en stærkere forbindelse til det bevidste og kreative sind. Vi går fra at føle os anderledes, fordømmende og afskåret fra andre mennesker til at føle større empati med andre mennesker og os selv. Fra at fokusere på forskellene til lighederne. og med tiden kan vi begynde at opleve enhed. At jeg er dig og du er mig, og at det ikke bare er en tom floskel, men at det faktisk er helt logisk sandt.

Vi går fra at føle os forskellig fra naturen og har måske lige frem en frygt for det vilde. Til at fave vores egen naturlighed og vildskab.

Vi går fra en afskårethed fra det guddommelige og skammen over ikke at kunne leve op til dyderne til en dybere kærlighed placeret inde i os selv, hvor vi ser medfølende på vores egen naturlighed og guddommelighed i balanceret forening.

Vi går fra at være drevet af frygt og konkurrence, til at være drevet af kærlighed og medfølelse.

Arbejdet med kontemplering af og transformation af vores begrænsninger er selve evolutionsprocessen og der hvor vi bevæger os mod kærligheden og en større forbundethed. Begrænsningen er nemlig en begrænsning af forbindelse. En begrænsning af vores evne til at stå balanceret her i nuets nærvær fuldt forbundet med både himmel og jord, tanke, følelser, krop og sjæl. Igen og igen trækker de begrænsende overbevisninger os ud af denne balance, hvor vi mister fodfæstet i det naturlige guddommelige nærvær her i nuet. Igen og igen kaldes vi til at korrigere balancen og give afkald på gamle begrænsende overbevisninger og via vores kreative sind skabe nye former, nye strukturer, som tillader os at udvide hjertebevidstheden og genvinde balancen for en stund, indtil det er tid til at tage turen igen igen. 

Hvis vi slipper den her overbevisning om at målet er det stabile faste midtpunkt, som er uforanderlig, så kan vi gøre det meget lettere for os selv. Gøre det lettere ved én gang for alle at acceptere og favne at vores overbevisninger er en del af livet, som vi må forholde os til på lige fod med alt andet vi forholder os til, som kræver vores vedvarende pleje og opmærksomhed. Som hygiejne, mad, bevægelse og hvile.

Målet er kærlighed, og kærligheden handler om balance. Gensidighed. Medansvarlighed. Handler om at transformere mørke til lys, at gå fra overlevelse og konkurrence til kærlighed og medfølelse. 

Realisme 

Vi har allerede været inde på realismen og hvordan den kommer ind i billedet her. Hvordan det er vores logiske og analytiske sind, som igen og igen rettes mod vores egne begrænsende overbevisninger for at konstant at justere dem og transformere forældrede strukturer til nye bæredygtige kærlige former. 

Det negative sind og vores matematiske, logiske og analytiske evne har givet menneskeheden utallige vidunderlige gaver. Hele vores civilisation er opbygget gennem denne evne. Se på alle de vidunderlige opfindelser og moderne teknologier lige fra de mere klassiske som kloakering, rindende vand i huset, elektricitet, vaskemaskine, dit komfur til de nyere som din smartphone, computer, din bil osv. De er alle sammen resultaterne af stærke analytiske sind, parret med en kreativitet, som vi finder i den højre hjernehalvdel. Det vidunderlige samspil mellem de to hjernehalvdele, vores positive og negative sind.

Det positive sind har altid ja hatten på. Det var den del af sindet, som gik i et med tapetet og som lader os blive opslugt af helheden. Som glemmer adskillelsen og selvet. Det er en kraftfuld bevidsthed, men uden et stærkt negativt sind, så bliver det ustruktureret. Så kommer vi ingen vegne. Bliver naive, og går i et med helheden. Så kan vi ikke skille os ud fra mængden eller finde på nye unikke ideer. Så kan vi ikke se de negative begrænsninger, som styrer flokken, og som vi blindt tror er uomtvistelige sandheder, og vi opdager slet ikke, hvor ukærligt det er.

Når vi taler om positivitet, så bliver det tit og ofte fra et meget overfladisk perspektiv og uden en dybere forståelse for samspillet mellem positiv og negativ. Måske hænger det sammen med, at vi kommer til at blande begreber som rigtigt og forkert ind i billedet. Vi tror det negative forkert. Samtidigt er der måske også nogen, der vil kalde det positive for naivt og uvirkeligt.

Realisme, er evnen til at finde det positive gennem modet til at rette det negative analytiske sind mod det vi fokuserer på. Her taler vi om vores egne begrænsninger. Indre begrænsninger vel at mærke. En anden fælde vi let falder i, er nemligt også, at vi bliver offer for vores ydre begrænsninger. Alt det vi føler os magtesløse over for. Sygdom, økonomi, forpligtelser osv. Ydre omstændigheder, som vi føler os stærkt begrænsede af. 

Realismen indebærer også en vis grad af accept, af det vi ikke kan ændre. Her kan vi tage sindsro bønnen ind i billedet:

"Gud giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan, og visdom til at se forskellen."

Det er også realisme. Vi kan ikke ændre alt, og vi er heller ikke ansvarlige for alt. 

I vores menneskelige relationer er vi medansvarlige for dynamikken, men relationen må også bygge på gensidighed. Jeg har personligt igen og igen måtte sande, at det er umuligt at bære hele ansvaret for en relation alene. Det bliver til overansvarlighed, og det ødelægger netop sindsroen. Da bliver ansvar til skyld, og vi bliver strukturløse, fanget i vores egen grådighed efter udvikling, hvor vi tror det er os, der skal redde hele verden og bære alt ansvaret alene. Det er der ingen der skal. Det er ikke realisme. Realisme er lig gensidighed. Fælles medansvar. Vi for vores del, kan kun løfte vores del af ansvaret, og vi må stræbe efter at indgå i kærlige relationer, hvor vi ikke bliver ofre for andres manglende vilje til at tage ansvar. Ikke alle relationer er sunde for os. Vi må ikke miste vores realitetssans i relationer, blot fordi vi har lært at arbejde med vores egne begrænsninger. Det er ukærligt mod os selv, at hænge for længe fast i en relation, hvor gensidigheden mangler. Men vi skal heller ikke gå for tidligt. For alt for ofte, så får vi end ikke taget vores del af ansvaret, fordi vi hænger fast i vores egne begrænsninger. Igen så kræver det vores skelneevne.

Vi skal søge at transformere begrænsningerne i vores eget indre. Via logisk og analytisk undersøgelse af vores begrænsende overbevisninger. Men vi skal også kunne skelne mellem hvad der er vores at ændre og hvad der ikke er. Vi skal kunne kende forskellen. Ellers bliver vi ofre andres rigiditet og mister vores egen struktur.

Der er ydre omstændigheder, som ikke er op til os at ændre. Vi behøver blot at kaste et blik på nyhederne og se på al den magtkamp og uretfærdighed, der er overalt i verden. Se på den politiske scene og andre steder, hvor konkurrence er den drivende kraft. Der er mange ting i verden, som synes uretfærdige, og som ikke er noget du direkte har indflydelse på at ændre, så det kan ikke nytte noget, at du mister min sindsro over det.

Dog ved netop at vende fokus indad og koncentrere dig om transformering af dine egne begrænsninger, så kan du og vi også i et større perspektiv og på længere sigt, faktisk rykke på de ting. Men det tager tid. Vores egne små bidrag i form af indre arbejde er ikke ligegyldige. Langt fra. Men det er ikke realistisk at du kan få al uretfærdighed i verden til at forsvinde ved at angribe det i det ydre. Men du kan finde de mønstre i dig selv, og starte med at transformere dem der. Åbne mere til kærligheden, og skabe en indre balance og retfærdighed i dig. Så er det måske der, du finder frem til de gaver, som også rent praktisk sætter dig i stand til at vende dine handlinger udad og bidrage realistisk til en lille forbedring af verden. 

Det er ved først at gå indad og skabe balancen i dig selv, at du finder evnen til at bidrage realistisk med det du kan. Du kan ikke ændre det hele og redde hele verden, men du kan gøre din del. Det du er i stand til, og det er nok. Det er realistisk, smukt og af hjertet. For det kommer fra den her indre transformation, som du allerede har gjort i dig selv. Du gør det, når du går med det, der begejstrer dig.

Realismen er der hvor vi skaber en bro mellem vores indre arbejde og vores bidrag i verden. Hvis ikke vi gør andet end at transformere begrænsning på begrænsning inde i os selv, så får det aldrig nogen reel værdi. Det får ingen struktur.

Vi giver det struktur, ved at bringe det i forbindelse med det positive sind og vores kreativitet. Herfra kan vi gå med vores egen glæde og begejstring og skabe noget, som afspejler vores indre transformation og nye indsigt.

Vi skal sætte handling bag transformationen af begrænsningerne. Det skal omsættes i noget reelt. I nye vaner, nye måder at handle og agere på. Nye måder at kommunikere på. Nye måder at være i verden på.

Vi gør det måske gennem de ord vi deler, den kunst vi skaber, den kærlighed vi sætter i handling og måden vi interagerer med andre mennesker. Hvor vi bringer os selv i spil på måder, hvor vi gør verden lidt bedre, fordi vi anvender os selv til glæde for andre og til begejstring for os selv.

Jeg tror på, at det i sig selv er et naturligt indre drive, at noget i os, søger at gå med begejstringen og samtidigt anvende os selv til glæde for andre. Vi styrer helt naturligt i retning af det felt og de interesser, det arbejde, hvor vi begejstres. 

Jeg tror samtidigt, at det langt fra er altid, at vi tillader os selv at vælge den vej. For det er måske ikke den sikre vej. Og fornuften og pligtfølelsen eller andres velmenende råd, får os måske til at vælge en anden vej, som virker mere realistisk. Begrænsningerne begrænser os. Her kan realismen spille os et puds. Og det er lige præcis her, at vi er nødt til at gå hele vejen til den højeste essens af dette mønster, retfærdighed. 

Retfærdighed

For hvad er retfærdighed? Er det en straf? At hvis jeg synder, så skal jeg gøre bod for mine synder og sone min straf. Det er ihvertfald den klassiske bibelske udlægning af retfærdighed, som især er at finde i det gamle testamente. 

Men hvad hvis retfærdighed i stedet handler om din ret til at gå med din indre glæde og være tro over for dig selv? At du faktisk er født med retten til at være lige præcis dig, og at det gør dig færdig, når du går med dit eget lys og bidrager i verden med din egen sande essens? Ret-færdighed. Det er lidt sjovt ikke, fordi her kommer vi på en måde tilbage til den her målstreg vi søgte allerede i skyggen. Den her stabilitet og færdighed, kunne vi kalde den nu. Hvis det er ret-færdighed vi søger i mod, så giver det jo faktisk god mening, at vi har denne her indre fornemmelse af at stile mod noget færdigt. Vi har bare ikke helt forstået det.

For mig at se, så er retfærdigheden vores ret til hver især, at være i verden i fuld overensstemmelse med hver vores integritet og indre sandhed. Ikke to af os er ens, og ikke to af os har helt samme perspektiv på virkeligheden eller sandheden. Vi bringer hver vores vinkel på realismen og det evige, det virkelige. For ikke to af os har gået helt samme vej, og haft helt de samme oplevelser og bygget helt de samme strukturer, der gør os i stand til at finde mening og retning. Vi er pr logik alle sammen forskellige. Og det er kun retfærdigt, at vi finder en indbyrdes balance, hvor der er plads til denne forskellighed. Hvor den enkeltes evne til at anvende sig selv til glæde for andre, velkommes som en ligeværdig og værdifuld del af den samlede balance. Vi er alle lige værd. Men vi anvender ikke os selv på samme måde. Vi bidrager ikke på samme måde. Men alligevel så er er vi ret-færdige, når blot vi gør det vi kan. Vi kan jo ikke gøre mere end vi kan. Og det ville ikke være retfærdigt at kræve en større fuldkommenhed, end der hvor vi naturligt er kommet til. 

Den guddommelige retfærdighed handler om, at vi er ret-færdige. Vi bliver aldrig helt færdige, for så var vi gud selv. Men vi kan blive ret færdige. Hele tiden søge mod balancen. Hele tiden korrigere og søge mod det guddommelige nærvær i nuet. Mod kærligheden. Forankret i vores realisme, med evnen til at anvende os selv som vi nu engang evner, hvor vi bruger det bedste i os til glæde for helheden. Hvordan det ser ud, er forskelligt for hver af os. Men det er kun retfærdigt at vi får lov at vælge netop den vej, hvor vi opnår en indre følelse af dedikeret vitalitet. Der hvor vi dedikerer os til vores passion. Det er ikke nok for os, at gøre noget vi er gode til. Det må ikke være halvhjertet og utilfreds. Det er ikke ret færdigt. Vi er ikke færdige nok der. Vi bliver nødt til at dedikere os til det der giver os vitalitet, og som vækker vores begejstring og passion. For det er der vi bringer vores indre gaver i spil. Dem vi har opnået gennem transformering af vores begrænsninger. Det er der, vi er ret færdige.

Det ville være dybt uretfærdigt at kræve af dig, at du bliver i et erhverv, blot fordi du er god til det. Et erhverv hvor du ikke mærker at det er ret-færdigt. Hvor du ikke lykkedes med at bygge en ny unik struktur, hvor du dedikerer dig til begejstringen, som fører dig der hen hvor du kan hengive dig til lyksagligheden ved at anvende dig selv til glæde for dig selv og andre, lige præcis på en måde, der skaber balance mellem dit oplyste indre og din plads i verden. Det er retfærdighed, og da er vi ret færdige. Så færdige som vi bliver, for selv dér skal vi fortsat transformere nye begrænsninger. Det stopper ikke. Vi bliver aldrig færdige, men kun retfærdige. 

Det smukke i retfærdigheden, er at den bygger på kærlighed. At dette mønster starter med transformationen af mørke til lys. Vejen fra begrænsning og ligegyldighed til kærlighed og medfølelse, og at det handler om at sigte efter en balance, der hele tiden kræver en indre justering, hvorigennem vi udvider vores empati og medfølelse stadigt mere.

Når vi tager det på os, at gå den vej. Hjertevejen, så er vi retfærdige, og det indebærer at sætte ord og handling bag visdommen og lade vores glæde og begejstring komme til udtryk i verden. Gøre kærligheden reel.