Den 41. Gennøgle - Fra fantasi til udstråling, forventningens vej

'

Kontemplering af Halle Malinah Nissen

Bjerget over søen er symbolet for denne gennøgle, der i I Ching hedder "Formindskning - Værdsættelse af opstemthed". Den handler om vores evne til at stoppe op og rumme opstemtheden, lade den fylde os og vibrere den uden straks at reagere på den.

Fantasi

Som et menneske, der virkeligt værdsætter kreativitet og forestillingsevne, så kan det lyde helt bagvendt, at fantasi skulle være en skygge. Jeg er vokset op med, at det er den største styrke, at kunne bruge sin fantasi. En virkelig kilde til glæde og tilfredshed. Samtidigt må jeg erkende, at efter at have kontempleret denne gennøgle, så forstår jeg det også. For jeg må nok også erkende, at jeg har været offer for min fantasi på mange måder i livet, da jeg af natur er meget drømmende, og nogle gange så kan det blive en ubalance. 

Lad os kigge på elementerne her. Bjerget over søen. Ud fra elementerne er fantasi defineret som stressen ved utilfredshed. Det taler til den form for fantasi, som bliver en flugt. 

En sætning, der også kommer til mig er:

"Græsset er altid grønnere på den anden side."

Det er den her evige søgen efter noget bedre. Bedre end det man er utilfreds med, og så kommer fantasien ind i billedet. Fordi vi er utilfredse, så begynder vi at drømme om noget bedre. Vi kaster os ud i den her endeløse virkelighedsflugt, som kan manifestere sig på alle mulige måder i vores liv, og fordi vi ikke stopper op og værdsætter det, som fungerer lige her lige nu, og som vi kunne rette vores påskønnelse imod, men kun fokuserer på at komme væk fra utilfredsheden, ja så går vi faktisk glip af meget smukt, som er lige her, lige nu. Det er en tilstand der fører til den klassiske:

"Man værdsætter ikke hvad man har, før man har mistet det."

I yderste tilfælde kan jeg forestille mig et menneske ligge der på sit dødsleje og ærgre sig over, at livet blev levet i en konstant jagten efter det der var bedre, og at man nu indser, at det var nyttesløst, fordi nu er livet forbi, og nu ser man pludseligt, hvor værdifulde alle de små ting i hverdagen var, og at det i virkeligheden, er dem det gør ondt at give afkald på. At de store drømme måske slet ikke var så vigtige endda.

For helt at forstå betydningen af denne gennøgle, føler jeg, at vi er nødt til at komme dybere ind på bjergets element. Bjerget handler om at stoppe op og trække sig tilbage fra stress og gå ind i stilheden. I mit arbejde med de syv retninger og medicinhjulet, har jeg via inkaernes visdom opdaget en helt unik placering af de otte klassiske trigrammer, som danner de 64 gennøgler. Selve deres placering i forhold til de syv retninger, siger rigtigt meget om dem. De syv retninger er:

- ned i jorden
- op i himlen
- øst med solopgang
- syd med solens vendepunkt højest på himlen
- vest med solnedgang
- nord med natten
- og centrum af det hele, midtpunktet i nuets nærvær her på jorden.

Samtidig er det samspillet mellem vand og ild, der får solhjulet til at dreje rundt. Så vi har på den ene side den her vertikale akse bestående af jord forneden og himmel for oven.

Omkring denne akse drejer solhjulet med luft i øst, torden i syd og sø i vest og bjerget i nord. Det er samspillet mellem ild og vand der får hjulet til at dreje. Solens rejse igennem døgnet og måden varmen påvirker vandelementet til at gå fra is til damp, fra damp til torden og regn, og til regn, der samles i pytter og søer. 

Bjerget er den sidste af de fire retninger, natten hvor solen er gået ned. Her er varmen og ilden på sit laveste og vandet fryser til is på bjergets tod, og står stille. Bjergets gave er tilbagetrækning. Hvis ikke vi trækker os tilbage og ind i centrum, som er hele formålet med de syv retninger, nemlig at stå balanceret i centrum, ja så fortsætter vi bare med at køre rundt i solhjulet. Rundt og rundt, som hverdagens hamsterhjul eller samsaras hjul af evig død og genfødsel, indtil vi træder ud af hjulet og ind i midten, hvor vi får mulighed for at sætte os i en større forbindelse med den vertikale akse, hvor vi finder uendeligheden. Det er den tilbagetrækning bjerget handler om. At stille sig i centrum af de øvrige seks retninger. Gør vi ikke det, og lader vi os forblænde af vores drømme og begær, ja så finder vi aldrig balance, men forbliver i en stresset tilstand, hvor utilfredsheden ved ikke at kunne finde vores harmoniske og balancerede plads i den kosmiske orden fastholder os enten i en form for hyperaktivitet, som jeg mener de fleste mennesker lever i, eller modsat i en tilbagetrukket drømmende verden, hvor det er fantasien i tankerne, der fastholder hjulets rotation og fanger os i hamsterhjulet.

Når vi bliver ofre for fantasien, så er det fordi vi ikke har forstået, hvad det vil sige, at trække sig ud af hjulet og ind i midten. Og her taler jeg om det, at blive nærværende, tilstede og påskønnende i nuets moment med evnen til at reflektere, kontemplere og mærke efter. Stoppe op. Føle ind.

Forventning

Når vi tillader os på den ene side, at være i kontakt med vores fantasi og vores drømme, men samtidig afholder os fra at lade os rive med af drømmene, men søger mod det her magiske midt- og balancepunkt, hvor vi ikke bare fortsætter blindt i hamsterhjulet, men træder ind i orkanens øje, ind i stilheden, så får vi mulighed for at rumme energien frem for bare at gå med den og booste den og lade os rive med at den, enten i tanker eller handling.

Når vi kan stå der, i hjertet i centrum af den lodrette akse og solhjulet på det horisontale plan, så kan vi transformere vores drømme til forventning. Det er herfra vi manifesterer i sand samskabelse med universet. For nu jagter vi ikke selv efter drømmen i tro på, at vi selv skal fange dem og realisere den.

Nu kan vi stå her i hjertet, og rumme den værdi, som ligger i drømmen. Mærke ind i, hvad er det egentligt det handler om? Se dybere end bare utilfredsheden, med det vi søger væk fra, og mærke ind i værdien i drømmen. Hvad er det virkeligt jeg ønsker? Og hvorfor? Et hvorfor, som besvares med noget større end utilfredsheden. Et hvorfor, som er drevet af kærlighed, højere mening og indre sandhed og forbindelse. Et hvorfor, som handler om mere end bare vores egen utilfredshed, men som nu bliver bragt i kontakt med vores sjæl og højere selv. Hvorfor denne drøm?

Når drømmen bliver hævet op til et højere stadie end vores egen selviske utilfredshed ved at tilbageholde energien og rumme den i stedet for bare at løbe med den i tanke eller handling, ja så sætter vi den i forbindelse med den vertikale akse. Sætter drømmen i forbindelse med vores rødder og ophav og med vores idealer og højere forbindelse. Da er vi ikke længere alene om at manifestere drømmen, men vi kommer i forbindelse med en uendelighed og en større forbindelse, hvor vi oplever forventningen om, at være støttet.

Er vores hvorfor virkeligt centreret i hjertet og i sandhed hævet til noget større end vores egen utilfredshed, ja så kan vi forvente universets fulde deltagelse i samskabelsen af at manifestere vores mål.

Kunsten er den her tilbageholdelse af vores egen tilbøjelighed til bare at suse videre rundt i hamsterhjulet.

En tilbageholdelse, hvor vi kommer ind i et midtounkt og ser drømmen fra hjertet og sjælens perspektiv.

Hvad handler det her egentligt om, når jeg hæver mig over utilfredsheden og i stedet kigger på vitaliteten i denne drøm? Søens gave er vitalitet, og søens karakter er billedet af vanddråberne, der samler sig i pytter og søer på jorden. Den er et billede på vores sociale væsen. Vores kollektive bevidsthed, og enheden i os alle.

Med andre ord, så handler forventningen om, at tage vores drømme og hæve dem op i hjertet og kigge på, hvordan kan min drøm gavne ikke bare mig selv men hele søen, hele fællesskabet? Der finder vi et stærkt hvorfor, som vækker en forventning og motivation, som vibrerer på et helt andet plan end stressen ved utilfredsheden. Vi overgår til universel samskabelse og næste skridt er udstråling.

Udstråling

Det højeste udtryk af dette mønster er udstråling. Der hvor vores drømme får en nærmest magnetisk karakter, og vi udstråler en værdi, som er til glæde for os selv og alle omkring os. 

Universet er hele tiden i udvidelse, og det er en universel lov at sprede energi. Solen spreder energi og giver liv til hele vores solsystem. 

I det øjeblik, vores drømme kommer i alignment og bliver målrettet ikke bare vores egen tilfredstillelse, men sat i en højere sags tjeneste, hvor vi kommer fra en forventning om at tilføre værdi til hele fællesskabet, ja så bliver vi pr definition en kilde til energispredning, og det er en naturlov at hele universet indstiller sig på at sprede energi gennem dig.

Den universelle energi, søger derhen hvor den kan spredes bedst muligt. Med andre ord, når dine drømme bliver ophøjet til en forventning om at sprede lys, kærlighed, glæde og energi til andre, så vil selve universet sende energi igennem dig, og du kommer til at stråle som en sol. En sol, som andre mennesker tiltrækkes af for at modtage energi. Du bliver en kanal.

Udstråling er stilheden af lyksalighed. Du behøver ikke jagte drømmen. Der er ingen grund til stress. Ikke hvis din drøm er af hjertet. For hvad har hjertet egentligt brug for? Rigdom og berømmelse? Eller samhørighed, fred, mening, tro, håb og kærlighed... 

For at forstå sjælens og hjertets forventning og værdier, skal vi måske studere de hellige tekster. Trække os tilbage i studie, tilbage i vores egen stilhed og ind i påskønnelsen. Opdage hvad er egentligt lig sand lyksagelighed? Den som bygger på en større samhørighed og forbundethed. De hellige skrifter advarer os igen og igen mod at lade os forblænde af drømmen om rigdom og berømmelse. 

På en rejse til Indien besøgte jeg et moderne hinduistisk tempel ved navn Akshardham. Det er særligt kendt for sit vand og lysshow om aftenen, når mørket falder på. Her opføres en episk fortælling om en fattig drengs rejse mod sjælens visdom. Det er et overdådigt show, hvor tusindevis af springvand og fontæner på kunstnerisk vis skaber lærreder af vand, hvorpå det smukkeste lysshow projiceres. Jeg vil aldrig glemme det. Og selv om jeg ikke forstod sproget, så vil jeg heller aldrig glemme handlingen, hvor den unge dreng igen og igen blev fristet at en mægtig og indladende dæmon. Dæmonen lovede ham netop rigdom og berømmelse, men drengen afslog igen og igen, og opnåede i stedet indre oplysning og blev kendt som Bhagwan Swaminarayan (født 1781) en bodhisattva hvis spirituelle lærdom, har skabt store religiøse fællesskaber og spredt meget kærlighed og visdom til de hengivne følgere selv op i vores tid. Hans historie minder på mange måder om historien om den kristne Jesus, som heller ikke var hverken rig eller berømt i sin egen samtid. Berømmelsen er kommet med tiden. Længe efter deres død, fordi deres budskaber og gave til verden, har haft så stor en udstråling, at den har fortsat med sprede sig ud i verden og være en kilde til, trøst, håb, kærlighed og visdom. Dét er sand udstråling. Budbringeren når ikke selv at opleve berømmelsen, men er næret af forventningen, om at den vision, de bringer, må gavne de mange.

Værd at tænke over i en tid, hvor meget gøres op i antal følgere og økonomisk success. 

Hvad er det for drømme vi er drevet af? Er de drevet af stressen af vores egen utilfredshed, ren fantasi, eller er de større end det? Kan vi drømme så stort, at vores budskaber og gaver til verden bliver til universelle sole, som fortsætter med at skinne selv efter vores fysiske død? Se lige der, kan vi lære værdien af vores egen udødelighed og sjælens evighed.

Jeg har studeret mange store og kendte mennesker, og dette er sandt for mange af dem. Tag en kunstner som Van Gogh. Han tjente intet på sin kunst mens han levede. Eksemplerne er mange. Eksempler på mennesker, som gav deres gaver til verden ikke for at opnå noget til at dulme deres egen utilfredshed, ,men fordi det var dét, der fyldte deres sjæl med skønhed, mening og sandhed. Dét der var autentisk for dem, der begejstrede dem, og som de på en eller anden måde, kunne hvile i en forventning om, at det ville være nok. Nok at det er autentisk. Nok at det er født af kærlighed, begejstring og indre skønhed, og ikke som en flugt fra utilfredsheden.

Drømme drevet af utilfredshed, har det med at have en langt kortere levetid. For det meste bliver de slet ikke indfriet, og hvis de gør så oplever man ofte både storhed og forfald, og i sidste ende viser det sig som regel, at græsset slet ikke er grønnere på den anden side og at drømmen ikke formåede at fjerne utilfredsheden. Det er der grådigheden tager over. For mere vil have mere, for utilfredsheden er ikke slukket.

Drømmen, der virkeligt er værd, at stile efter forudsætter en vis tilbagetrækning. En vis evne til refleksion og til at bringe sig i kontakt med noget indre og autentisk. Noget der kommer ud af kærlighed og en indre fornemmelse af skønhed og forbundethed, og ikke utilfredshed. Ud af begejstring og ikke begær.

Velsignet være den, der kender forskellen.