Den 26. Gennøgle - Fra stolthed til usynlighed, det kunstfærdiges vej

Kontemplering af Halle Malinah Nissen

Himlen i bjerget er symbolet for denne gennøgle, og den handler om vores evne til at tæmme storheden i os.

Stolthed

Skyggen stolthed i hexagrammet for den 26. gennøgle er defineret som stressen over entropi. Entropi er når et system mister energi. Når noget ikke længere vokser, så er det i forfald og mister energi. 

Bag stoltheden ligger i virkeligheden et mindreværd. Mindreværdet er denne mangel i systemet, som skaber stress. 

Vi bidrager alle sammen til skyggen stolthed, for det ligger dybt i vores måde at komplimentere hinanden. "Jeg er stolt af dig", siger vi. 

Når vi som børn ikke har fået installeret et sundt og solidt selvværd, så opstår behovet for ydre anerkendelse. Det handler dybest set om, at vi har behov for at opleve, at vi har en værdi for fællesskabet. Et behov for at vores værdi bliver spejlet til os, så vi kan mærke og installere den i os selv.

Det er helt naturligt at have et behov for at være signifikant. At opleve, at vores eksistens er unik og værdifuld. 

Er vi som barn blevet rost og anerkendt for vores væsen? Vores bidrag til fællesskabet? Vores styrker? Vores præstationer? ... Eller måske vores udseende? Eller har vi slet ikke fået ros og anerkendelse? I nyere tid er der også opstået en ros og anerkendelse for ... "ingenting", som desværre skaber en grandiositet, som ikke afspejler et integreret værd. 

Når børn ikke oplever at have en iboende værdi, som spejles og anerkendes, så opstår der et tomrum, eller en form for entropi eller energitab, som skaber stress. Stressen over ikke at opleve sin væren værdifuld. Værdifuld for andre.

I vores stress over at søge, at udfylde denne mangel, opstår stoltheden.

Problemet er at hele perspektivet bliver forvredet. Hvor du egentligt skulle stå trygt i din værens værd, og fokusere på glæden ved at dele dine evner til glæde og værdi for andre, så kommer du i stedet til at fokusere på den her stress og på dig selv. På at opfylde dit værd for at dæmpe din stress. Fokus er kommet væk fra glæden ved at glæde og gavne andre, og over på at dæmpe din egen stress og fylde dig selv op med værdi, ved bevidst eller ofte ubevidst, at hævde dig over andre og blive mere værd.

Det triste ved denne tilstand, er især, at det aldrig lykkes. Det kan ikke lykkes, pga det omvendte perspektiv. Det lykkes først, når fokus bliver drejet over på glæden ved at være noget for andre, hvor det ikke længere er noget man gør for sin egen skyld men for selve glæden ved at glæde andre med sin egen væren. 

Der er mange udtryksformer for stoltheden.

Der er tyrannen, som i stoltheden hævder sig ved at være en hård negl og ikke viser sin sårbarhed. Eller stoltheden som hævder sig ved at være mere sofistikeret end andre og ikke nedlade sig til det ordinære (snobberi). Eller stoltheden som hævder sig over andre ved at tro sig mere frelst, og samtidig ikke være villig til at se sit eget mørke i øjnene (spirituel bypassing).

Når vi er fokuserede på at blive mere værd, så er der automatisk nogen, som må være mindre værd. I det indre, som i det ydre. Tilstanden bunder i dette mindreværd i os selv, men i det ydre kommer vi til at projicere mindreværdet over på andre.

Hver gang vi tror os bedre end andre, er vi stolte. Det er selve egoet i os, der ser ned på noget i andre. Hvor vi er stolte af, ikke at være som dem. Gør os selv mere. Fordi vi i virkeligheden føler os mindre værd.

Stoltheden drager konstant sammenligninger. Det er der, hvor vi kommer til at fokusere på andres svaghed, og bevidst eller oftest ubevidst, bruger vores egen styrke til at hævde os over dem. Det kan skabe ubevidste magtkampe og polarisering i vores relationer, hvor begge har hver deres mindreværd og ubevidst forsøger at blive mere værd. Da bliver det den enes stolthed mod den andens.

I mit eget forliste ægteskab oplevede jeg det som min mands stolthed over at være en arbejdshest mod min stolthed over at være god til at overgive mig og slappe af. Det gjorde ham til en fuldkommen arbejdsnarkoman og mig til en håbløs sofakartoffel. Vi forsøgte hver især at vise en pointe over for den anden, stolte over vores egne evner, som vi oplevede som den andens svaghed. Men vi blev faktisk begge ofre for vores egen og hinandens stolthed. Arbejdsomheden blev på en eller anden måde aldeles utilgængelig for mig, som om han tog patent på den, og overgivelsen og afslapningen blev på samme tid utilgængelig for ham. Vi blev polariserede, og kom til at køre vores evner ud i det ekstreme, hvor de ikke længere var sunde, fordi vi blev fanget i stoltheden af dem og samtidig blev gjort til tabere af hinanden. Det var aldeles opslidende at være i for os begge. 

Stoltheden er der, hvor vi bruger vores storhed forkert. Bruger den til at hævde os over andre og er fokuseret på at opfylde vores indre mangel på selvværd. I relationer kommer vi ubevidst til at polarisere energien mellem os. Det vi er stolte af, kommer vi til at tage patent på. Og selv om vi måske i virkeligheden har en oprigtig intention om at inspirere den anden til at lære af vores styrke, så gør vi det ikke muligt, fordi vi i energien har hævdet os på den andens bekostning og skabt denne polarisering.

Fordi stoltheden ikke vil vise svaghed, manipulerer den bevidst eller oftest ubevidst for at få sin vilje. Via manipuleringen bevarer egoet styringen, og undgår at blotte sig ved at melde sårbart ud omkring sine ønsker og behov.

F.eks. så vil stoltheden vælge at smigre dig, for at manipulere dig til at gøre det de ønsker, i stedet for at vise sin egen sårbarhed og være åben og ærlig omkring sine egne behov. Det er problematisk i relationer, fordi den smiger de benytter, i virkeligheden udelukkende handler om hvad de selv vil opnå, og er ikke udtryk for en oprigtig interesse i og anerkendelse af det andet menneske. Fokus er på at få opfyldt sit eget behov og understrege sit eget mere værd.

Stoltheden vil gerne ses og beundres og tager æren for sine bedrifter. Ser ikke det større perspektiv, at der f.eks. er en hel samling af støttepersoner bag personen, som har bidraget med vigtige elementer, der har gjort succesen mulig. Stoltheden sætter sig selv i centrum, og har mistet enhver bevidsthed om den større sammenhæng og forbundethed. I virkeligheden, er vi jo blot kanal for det som udtrykkes gennem os. Vi er forbundet til himmel og jord, og alene gennem disse forbindelser modtager vi inspiration, som kommer fra noget større end osselv. Også på det horisontale og verdslige plan modtager vi støtte og bidrag til vores succes gennem et stort netværk af forbindelser. Som f.eks. denne artikel. Den kan jeg på ingen måde tage æren for alene. Den er inspireret af både Richard Rudds arbejde med gennøglerne, mine delinger med mine yoga elever og talløse samtaler med mine venner og min familie.  Æren er aldrig vores alene, og det handler slet ikke om os. Men for stoltheden handler det om sig selv. At gøre sig selv mere værd. Som balance til det indre mindreværd. 

Kunstfærdighed

Gaven i dette mønster er kunstfærdighed. I hexagrammet beskrives det som tilbageholdelsen af friskhed. Eller evnen til at beherske friskheden. Friskhed er himlens gave. Det nye der kommer til udtryk gennem dig. Der hvor du bruger dine evner og styrker til at skabe noget friskt, nyt eller særligt, som virker opløftende.

Det kan være kunstfærdighed i ordets bogstaveligste forstand, som i skabelse af alle former for kunst. Men kunstfærdighed, findes også på alle mulige andre områder.

Medmenneskelig kunstfærdighed, er din evne til at tilføre fælleskabet og andre mennesker en friskhed. En glæde og berigelse. Blot ved den du er, når du giver af dig selv fra din egen glæde og begejstring til glæde for andre. Nu handler det ikke længere om, at det du gør, gør du for at udfylde den her mangel i dig selv for at blive mere. Nu er du noget for andre. Du er noget for andre i kraft af den værdi der ligger i din væren. En væren som gennemsyrer alt hvad du gør og bidrager med, når du handler ud fra din glæde og begejstring. En væren som gør det du kan kunstfærdigt, fordi det har din energi, og det er netop den der beriger andre.

Nøgleordet her er glæde og begejstring. Vi er nemlig ikke kunstfærdige, når vi har fokus på at glæde og berige andre, uden at det kommer fra vores egen glæde. Hvis vi kommer fra en oplevelse af pligt, forventning og nødsagethed, så bliver vores unikke lys ikke udtrykt gennem os. Det bliver ikke kunstfærdigt. Det gør det derimod, når vi går med det der begejstrer os. Det vi er passionerede for. Det der fylder os selv op med glæde og energi. Da kommer vi fra overflod og ikke mangel i os selv. Da er vi forbundet med vores eget unikke lys, som nu får lov til at skinne igennem os til glæde og inspiration for andre. Her handler det ikke længere om magtkamp, og om hvem der får lov at være mere værd end den anden, men vi er skiftet over i en frekvens af overflod, hvor der er nok til alle og fokus på den fælles glæde og berigelse.

Når vi går med vores kunstfærdighed, så er der ingen konkurrence. Så betyder det intet hvor mange andre, der gør det samme udadtil som os. Fordi der ikke er andre, som gør det med den essens vi bringer i kraft af vores væren. Der i ligger det kunstfærdige. Vores bidrag bliver et unikt kunstværk i kraft af vores unikke væren, og ingen kan gøre det efter.

Usynlighed

Den ædleste udgave af dette mønster er usynlighed. En af mine yoga elever sagde det så smukt til slut i vores yogaklasse, hvor vi havde diskuteret og kontempleret denne gennøgle. 

"Nogle gange så savner jeg virkelig anerkendelse for mit arbejde", sagde han. "Men i virkeligheden, så er den bedste anerkendelse jeg kan få, glæden ved at se hvor godt de personer, jeg er ansat til at støtte, har det."

Bingo! Det er netop det det handler om. Når vi går med vores kunstfærdighed og vores glæde og begejstring bliver en berigelse for andre, så er det dem der kommer i fokus. Det er i virkeligheden berigelsen hos dem, det hele handler om. Her alt fokus havner, og hvor vi bliver usynlige på det smukkeste vis. Det kan faktisk ikke siges mere klart.

Rent praktisk, så betyder det i vores livsopgave, at det overhovedet ikke handler om hvad dit formål, gør for dig, men hvad det gør for andre. Den berigelse som dit lys bringer verden. Et lys, som intet har med dit ego at gøre, men som er selve himlen der udtrykker sig gennem dig til berigelse af helheden. 

Her stiller vi os selv i en højere sags tjeneste. Er fokuseret på at være denne lysets kanal ud i verden, og står balanceret i vores eget værd og storhed til glæde, gavn og berigelse for andre. der er intet at bevise. Der er intet der holdes tilbage eller hævdes. Vi er bare i storheden og giver den gavmildt uden fokus på os selv og egen vinding. Usynlig som den stille skønhed, der bare er i verden uden at gøre et stort væsen af sig.