Den 19. Gennøgle - Fra medafhængighed til ofring, følelsens vej

Kontemplering af Halle Malinah Nissen

Jorden over søen er symbolet for denne gennøgle, der i I Ching hedder "Imødekomme - Modtage begejstring". 

For at forstå denne gennøgle, så er vi nødt til virkeligt, at forstå det jordiske aspekt af vores natur. Jord elementet er den rene Yin i trigrammerne. Vores modtagende natur. Som den hellige gral eller guddommelige moder, der fyldes af helligånden og livets skønhed og giver liv til alle livsformer på jorden. 

Jeg har brugt lang tid og mange kræfter på at kigge ind i betydningen af at vi også er jordiske væsner, modtagende i vores essens og natur. Den modtagende del af os, knytter os til det vi fyldes med. Så hvad er det? Hvad er det vi retter vores fokus imod og tager ind? Hvad fyldes vi af, og hvorfra fyldes vi?

Ja der er flere lag i vores jordiske, eller vi kunne også sige feminine natur. 

Den bevidstløse modtagelse, den ubevidste modtagelse, den bevidste modtagelse, og den overbeviste modtagelse. 

Her møder vi i grunden fire lag, men i forhold til trigrammerne, så opererer vi med tre lag, så bevidstløs og ubevidst er begge en del af rødderne. Det bevidstløse handler om alt det vi er påvirket af, som er upersonligt og ligger uden for det spektrum, som er vores at transformere fra ubevidst til bevidst. Jo mere vi arbejder os ned i dybden og transformerer det ubevidste, jo mere frigøres også af det bevidstløse ind i vores underbevidsthed, og vi transformerer nu mere end blot vores personlige karma, men bidder af en større fællespulje, som vi er kollektivt bevidstløst påvirket af. 

Medafhængighed 

Handler om vores tilknytning til ydre input. Der hvor vi mærker livet, følelser, energier, vitalitet ude fra og ind. 

Når vi ser film, video er på sociale medier, så modtager vi en hel masse følelsesmæssige indtryk. Hele vores indre tages på en medrivende rejse, et stort drama, som vi ofte er fuldstændig indlevet i. 

Jeg har igennem mine sessioner med hypnose klienter også arbejdet med medafhængighed, og her ser jeg en tendens til at personer med stærke træk i denne skygge, har lukket af for at mærke deres egne følelser på en eller anden måde. Måske er deres følelser aldrig blevet valideret som barn og bekræftet ude fra, eller måske har simpelthen lukket af, fordi det var for smertefuldt at mærke dem. 

Senere bliver man så afhængig af at få følelsesmæssige input fra andre, og man oplever deres følelser i stedet for sine egne. Problemet med det her mønster, er at vores antenner hele tiden er ude. Vi suger stemninger til os og henter energi ude fra. Her bliver vi let offer for overstimulering og en oversensitivitet med alt for mange og kaotiske input, som hjernen og nervesystemet ikke kan navigere, fordi vi samtidig ikke er forankret og groundet i os selv og sundt forbundet med følelsen af vores eget selv, følelser og behov. 

Fordi vi ikke kan fylde os selv op med glæde, kærlighed og vitalitet, så er vores fokus hele tiden rettet overdrevet udad. 

Vores sanser bliver måske hypersensitive, vi forstyrres af lyde, lugte, lys, stemninger, følelser m.m. i vores omgivelser. 

Elementerne i denne skygge er fejlplaceret utilfredshed. Fejlplaceringen, at vi har fokus rettet ud ad for at fjerne indre ubehag. Forsøger at fjerne ubehaget via udefrakommende distraktion. 

Som med alle skyggerne, så har også denne skygge et formål i vores overlevelsesinstinkt, og den er dybt forbundet med vores sociale væsen. Vi kan ikke afskille os fra flokken. Selv hvis vi forsøger at isolere os, så er vi forbundet på dybere plan, og påvirkes gennem det fælles ubevidste. Det fungerer på godt og ondt. Vi er alle sammen koblet ind i et hav af fælles mønstre og skygger, som grader ubevidste plan påvirker os kollektivt. Men når et menneske transformerer sin bevidsthed og bringer lys ind i mørket, så kommer det også hele flokken tilgode gennem samme forbundethed. 

Det er denne gennøgle, der gør at vi er dybt indbyrdes forbundet, og ikke bare mennesker imellem, men også med andre livsformer. 

Under corona pandemien fulgte jeg en læge og forsker ved navn Zach Bush, som talte om hvordan virus er et udtryk for vores indbyrdes forbundethed med naturen og tab af bio diversitet fremprovokerer virus. Dybt interesant og relevant for denne gennøgle. Alt liv og alle livsformer er indbyrdes forbundet og vi påvirkes løbende af kræfter uden for vores bevidsthed. Men det er en del af evolutionen og sikringen af en større balance. Når vi skader eksterne biologiske systemer, skader vi også os selv. 

Der findes masser af studier som også peger på at mennesker bliver ubevidst påvirket af naturens ødelæggelse. Vi er natur. Når de biologiske systemet lider, så lider vi. Grundet vores iboende medafhængighed. 

Vores generation har en særlig stor udfordring, fordi mange af os, har overdrevet stor medafhængighed pga vores forbrug af streaming og sociale medier. Især børnene, er vokset op med at blive fodret med ophidselse og stimulerende ydre indtryk. De er ledningstrukket til at være medafhængige. Når de så kommer i skole, og ud i verden, så vælter læsset for dem, fordi de overvældes af al verdens ubalancer. De bliver en form for barometre for al den ubalance vores verden og naturen er fyldt med. Disse børn oplever klodens forfald, og bliver afhængige af de kunstige input fra skærme, til at drukne den “larm” og den smerte og meningsløshed som de ellers opfanger i verden. Jeg er selv mor til et sådan barn og det er en stor sorg at føle sig magtesløs i denne situation. På den anden side, så kan jeg ikke lade være med at tænke, om det netop er disse børns indlevelse og medfølelse med naturen, som i sidste ende skal rette op på tingene. Fordi de har oplevet ubalancen på egen krop. 

Men det er vigtigt, at de bliver hjulpet til ikke at sidde fast som ofre for deres hypersensitivitet og medafhængighed. 

Jeg blev selv super opmærksom på min medafhængighed i en oplevelse, jeg havde en sommer, hvor jeg var i Andorra. Her var jeg inde i en elektronik forretning for at købe en ny Bluetooth højttaler. De to ekspedienter var tydeligt berusede og høje og påvirkede af et eller andet substans. Måske flere. 

Mens ekspedienten demonstrerede højttaleren for mig mærkede jeg hvordan jeg selv blev mere og mere beruset. Da jeg kom ud af butikken kunne jeg næsten ikke gå lige. Det var en voldsom oplevelse, efter en sommer hvor jeg havde suget naturens skønhed til mig og alle mine sanser var vidt åbne. Det var også den sommer, hvor jeg for alvor studerede trigrammerne og jeg havde været super opmærksom på min overbeviste modtagelighed og kanalisering fra de højere planer. Med andre ord, alt stod åben. Jeg havde været i dyb symbiose med min mand og var helt og aldeles i min feminine essens. Et modtagende favnende væsen. Og så mødte jeg denne beruselse.  Normalt kommer jeg slet Ole steder hvor folk er berusede. Det sker yderst sjældent. Men det sker da, og jeg havde aldrig oplevet denne form for energipåvirkning. Men budskabet denne dag i Andorra var meget stærkt. Jeg fik liv at opleve min modtagende natur for fuld udblæsning. Præcis hvor påvirket jeg i virkeligheden bliver af mine omgivelser i mit modtagende element og væsen. Jeg bar ikke bare lidt påvirket, jeg var fuldkommen beruset. Og ikke med min egen gode vilje. Det åbnede virkeligt min nysgerrighed for, hvor på orket jeg i virkeligheden hele tiden bliver af ydre energier. Påvirkninger som jeg normalt ikke registrerer og har lært bare at acceptere og identificere mig med. Ofte også bliver offer for, uden at forstå hvad der er mit og andres. Jeg har altid vidst, at jeg bliver stærkt påvirket af andre mennesker. Men her fik jeg syn for sagen, hvor stor den påvirkning er. Og det var tankevækkende. 

Vi påvirkes konstant af ydre energier. Hvor meget afhænger af vores interne balance mellem det maskuline og feminine, samt hvad vi retter vores fokus imod. 

Den sommer hvor jeg havde min øjenåbnende oplevelse i Andorra var jeg helt åben på alle planer. Havde levet tre uger i dyb overgivelse til naturen, min mand og den spirituelle indsigt og kanalisering af trigrammerne. Der var ikke neget maskulin energi at hente. Jeg var helt og aldeles stillet ind på at modtage. 

Medafhængighed er søen undr jorden og vi skal se til søen efter de balancerende yang linjer, der udgør søens bund. Søen er det sociale fællesskab og diversiteten af liv, der lever i og omkring søen. Derfor rettes jordens yin her i retning af livet i samspil med andre livsformer. Temaet er at stile mod en balanceret relation med det øvrige liv. Hvor vi ikke udelukkende er prisgivet til fælllesskabets skiftende stemninger, holdninger og bevidsthed, afhængig af andre, for at kunne mærke livet, men hvor vi også lærer at vække vitaliteten inde i os selv, og selv blive bevidste bidragsydere til fællesskabet ved at vække energien inde i os selv, for at skabe en lyksagelighed, der kommer via vores bevidste samspil og evne til på én gang at være indfølende, men på samme tid være bidragende og tage ansvar for vores egen vitalitet ved at vække modet til at finde kraften inde i vores eget indre. 

Følsomhed

Gaven, når skyggen hæves til hjertebevidsthed er følsomhed. Ikke hyper følsomhed men blot følsomhed som er noget ganske andet. For nu er det ikke længere en ubevidst tilstand. Og personen er ikke længere afhængig af de ydre input som stimuli af følelserne. 

Elementerne er orientering mod vitalitet. Nu er det ikke længere det fejlplacerede ubehag, der er i fokus, men en bevidst orientering mod vitalitet. En løsningsorientering, som bygger på en aktivering af modet og handlekraften til selv at manifestere og skabe positive følelser og forbinde til en indre drivkraft mod glæde for sig selv og fællesskabet. 

Det kræver et mod fordi, vores egen yin natur er mørket i os. Så at orientere sig imod vitaliteten inde fra, er også modet og evnen til at gå ind i mørket i os selv og være med alle slags følelser. 

Denne gennøgle er i mine øjne enormt udviklende i forhold til vores udvikling af medfølelse, som er en væsentlig del af vores følsomhed. For det er gennem det at træne, at mærke, møde, rumme og favne følelserne i os selv, at vi kan blive den heroiske udgave af os selv, som kan være i verden med dyb indføling og følsomhed, hvor vores evne til at nærke, lytte og imødekomme verdens behov på en balanceret måde vækkes. 

At være et modtagende væsen, er nemlig også at være lyttende. Indfølende. Opmærksom og imødekommende. Det er alle de positive aspekter af sand sensitivitet. Og vækkelsen af medfølelsen er afgørende, for at komme derhen. Her må vi først mærke  mørket i os selv. Antage det som vores eget og lære at være med det. Rumme det. Indtil vi på et tidspunkt indser, at det ef et fælles mørke og at vi kan hjælpe andre, via vores egen udviklede evne til at være med det, og stå i det med medfølelse. 

Denne gennøgle handler rigtigt meget om forskellen på medlidelse og medfølelse. I medlidelsen bliver vi offer for påvirkningerne af vores indlevelse i andre og ydre energier. I medfølelsen er vores sensitivitet åben og vi kan være imødekommende og medfølende uden selv at blive ofre for det vi mærker. Dét er sensitivitet. Evnen til at imødekomme, lytte, opfatte og forstå hvad der er brug for, for at genoprette en større vitalitet. En større glæde og lyksaglighed. En større diversitet og livfuldhed. 

Ofring

Den højeste frekvens af denne gennøgle er evnen til at ofre sig. For nogle lyder det måske ikke positivt. Men det er vigtigt at forstå, at der er himmelvid forskel på at være et offer og på at ofre sig. 

Når boddhisatvaen, den oplyste sjæl, frivilligt lader sig inkarnere og blive menneske, trods at det ikke er nødvendigt længere for at frigøre sig fra livshjulet, så er det en ofrende gerning. Vi kender udtrykket fra kristendommen og offeret som vi typisk forbinder med Jesu død på korset. Men offeret er større end det. Korset er blot et symbol på den egentlige ofring. 

Når vi er fanget i vores medafhængighed, så er det netop billedet af den omvendt korsfæstede person. Oplevelsen af dyb afmagt og medlidelse. Hvor man er som naglet til korset, uden at kunne komme fri. Bliver et offer fuld af afmagt og fastlåsthed. 

Men det egentlige offer består i frivilligt at komme til verden for at lade sig korsfæste. For at synke helt ned i mørket på ny og blive ét med menneskeheden for at leve sig helt ind i deres nuværende kollektive bevidstløse felt, for her at vække medfølelsen, så den må udvikle en stemme. En stemme og et sydspanske som kan bringe ny vitalitet ind i fællesskabet. På det dybe bevidstløse plan. Dét er boddhisatvaens offer. At komme her og miste sig selv i mørket for at blive den der oplyser mørket. Og vi har alle sammen dette potentiale i os. Der er ikke blot en frelser. Men vi har alle potentialet til at være den heroiske lysbringer, der vender sin situation fra at være medlidelse til et guddommeligt offer. I offeret så har vi vendt os fuldkomment mod tjenesten. Så er vi i fuld kontakt med vores tjeneste for helheden. Vi har vækket orienteringen mod vitalitet i os selv, fundet det indre lys, og det lys kan vi nu stille til fuld tjeneste for alle livsformer, som vi er bevidstløst forbundet med.  

Jeg har kontempleret ofringen dybt i mit eget liv, og følt dybt ind til Kristusbevidstheden, som er den vi taler om her. Kristusbevidsthed. Det er vigtigt at skelne mellem det at blive en martyr og det at ofre sig. 

Jeg oplever at det er en paradoksal tilstand, hvor vi endda må ofte vores egen guddommelighed. Det er det smukke ved kristusbevidstheden. Den er fuldt Gud og fuldt menneske. Yang og yin. Og vi skal ikke ophøre med at være menneske. Ofringen består i at tillade den naturlige tilknytning gennem skyggen i denne gennøgle. Tillade at vi ér modtagende væsner og dybt forbundet med alle livsformer og alt liv på jorden. Tillade at det unægteligt vil begrænse os, men læne os tillidsfuldt ind i den begrænsning, blive deltagende og en indfølende medspiller i livet, som deltager i dramaet, uden at blive offer for dramaet, men en medspiller i tjeneste af helheden, som budbringer af enheden i lyksaglighed, den der bringer glæden, lyset og kærligheden dybt ind i det bevidstløse mørke, ved at ofre sin egen usårlighed og perfektion ved at underkaste sig det hvilket det er at være et levende menneske. At vi er modtagende væsner, dybt medafhængige og flettet ind i hinanden. Ofre vores egen individuelle perfektion til glæde for enhedens lyksaglighed. 

Når vi ofrer os på et mere praktisk plan, så giver vi afkald på vores egen idealisme til fordel for det fælles. Vi ofrer os uden at blive et offer, men vælger frivilligt at give afkald på noget af vores guddommelighed for at tjene kærligheden. 

Det sker fejs når vi som nybagte forældre ofrer vores nattesøvn og overskud, for at elske og drage omsorg for vores lille barn. 

Jeg er lykkelig for at jeg selv blev forælder tidligt i livet. For det har lært mig ofringens kunst. Vi ofrer os for kærligheden. Afstår fra vores evne egoistiske sejre, for at være noget for andre og give dem vores kærlighed. 

Som forældre ofrer vi os igen og igen de vores børn. Ofrer vores egen succes og anderkendelse. For at være nærværende med vores børn. Det er et valg. Vælger vi karrieren eller vælger vi kærligheden og nærværet, det hvor vi naturligt er forpligtede til uskyldigheden som er afhængig af os og vores forældreevne? Eller tilsidesætter vi vores ansvar over for de uskyldige, dyr og børn, for at bevise vores værd i verden og jagte succes, opmærksomhed og anderkendelse for vores egen storhed. Hvad ofrer vi? Ofrer vi børnenes tarv for en større mission, hvor vi står hyldet, eller ofrer vi lidt af vores egen guddommelighed for at værne om uskyldigheden og give vores kærlighed og nærvær, til de væsner, som er allermest afhængige af os? Vores børn. 

Her gælder også den gyldne regel om balance. For ofrer vi os f.eks. for meget for vores børn, ja så skaber vi medafhængighed og, de lærer ikke deres egen selvstændighed. Alt her i livet kræver dyb indføling, for at søge efter balancen, og det er ganske naturligt, at vi mister den igen og igen.

Vi møder kaldet til at ofre os gennem hele livet. Bliver testet af fristelsen. Hvor villige er vi til at gå med kærligheden? Vælger vi kærligheden over rigdom, succes og anerkendelse? Eller bliver vi fristet til at misbruge vores evner til at skabe vores egen storhed på bekostning af kærligheden? 

Vi skal ofre meget for kærligheden og det starter helt i skyggen. For for at gå fra medafhængighed til sensitivitet og indføling, skal vi også ofte os. Ofre vores afhængigheder. Vores tilknytning til de ydre kilder til emotionel stimulus, som dæmper vores utilfredshed. Vi skal ofre mange overbevisninger, holdninger og gamle fastlåste måder at se os selv og verden. Vi skal helt sikkert ofre vores egen forstokkethed og stædighed. Og vi skal ofre vores frygt. Ofre alt det, som ikke tjener vores imødekommenhed med livet. Vi skal ofre stoltheden og offerrollerne. Begæret efter at være den lille. Begæret efter at være den store. Behovet for at være vigtig. Offeret peger os hele tiden mod kærligheden, og en guddommelig ligevægt, hvor vi er fuldt menneske og fuldt guddommelige. Vi må bære den her ideelle blanding af lys og mørke, hvor vi er dybt forbundet med fællesskabet og imødekommende på den kollektive frekvens. Medspiller i livets drama, men uden at blive opslugt af bevidstløsheden hvor vi bliver offer for vores modtagende natur. Som med alle de højeste frekvenser, så handler det om balance.  

Det er en kunst ikke at blive offer for vores begær efter at bevise vores egen storhed. Vi gør det igen og igen og det er naturligt. En naturlig del af evolutionen.